Børn med dysartri
Dysartri er en motorisk talevanskelighed, der ses hos børn og voksne. Den er neurologisk betinget og kan være medfødt eller erhvervet.
Diagnosen stilles i sygehusregi og kan forekomme i mild, moderat eller svær grad. Børn med dysartri har grundlæggende motoriske vanskeligheder som årsag til talevanskelighederne, men nye undersøgelser peger på, at disse ikke altid er forenelige med dysartritypen (slap, spastisk, hyperkinetisk, hypokinetisk, ataktisk og blandet dysartri).
Vi ser oftest dysartri hos børn med CP, 22q11 Deletion syndrom, Downs syndrom, Møbius syndrom, andre medfødte neuroudviklingsmæssige forstyrrelser eller kromosomafvigelser samt erhvervet hjerneskade.
I VISO-regi ser vi flere og flere henvendelser på børn og unge i almenområdet med en hidtil udiagnosticeret mild dysartri. Mange af disse børn har haft flere og lange interventionsforløb ift. deres udtale uden en ønsket effekt.
Et barn med dysartri vil have påvirket taleforståelighed og taletydelighed, og det talemotoriske system vil være ramt i forskellig grad i forhold til:
- Respiration
- Fonation
- Artikulation
- Prosodi
- Resonans
Flere af disse parametre er også ramt ved andre former for motoriske talevanskeligheder, og det kan for mange være svært at skelne mellem verbal dyspraksi, som er vanskeligheder med motorisk planlægning af talen, og dysartri, som er vanskeligheder med udførelsen af talen. Her er særligt vurderingen af vanskeligheder med respiration og fonation relevant for at kunne vurdere, hvorvidt barnets vanskeligheder skyldes dysartri eller verbal dyspraksi, eller om begge vanskeligheder er til stede.
Det er altid relevant med en tværfaglig udredning og indsats ved logopæd og ergo- og/eller fysioterapeut, da grov-, fin- og oralmotoriske vanskeligheder kan være med til at be- eller afkræfte mistanken om dysartri hos de børn, der har en udiagnosticeret dysartri, og målrette indsatsen hos de børn, der har en dysartridiagnose.
Hvad kendetegner de børn, vi ser med dysartri?
Børn og unge med dysartri, hvor der høres ord og sætningsforsøg, ses ofte med upræcis artikulation, påvirket respiration og enten slap, anspændt eller dyskoordineret stemmeføring. De vil have korte sætninger, der høres ofte en monoton stemmeføring samt reduceret eller irrelevant tryk og stød. En del børn er desuden hypernasale.
Mange vil samtidig have en forsinket sprog- og taleudvikling, og for nogle børn er der meget begrænsede ord og sætningsforsøg.
Udviklingen ift. barnets taleforståelighed og -tydelighed vil ofte gå meget langsomt pga. den grundlæggende påvirkning af det talemotoriske system, og der vil både være behov for kompenserende strategier og specifik intervention.
Børn med dysartri har ofte vanskeligheder med dysfagi og kan have vanskeligheder med savl, håndmotoriske funktioner og dynamisk eller statisk balance. Mange børn vil have gavn af kompenserende tiltag i forhold til at stabilisere kroppen, når der er fokus på fx. bordaktiviteter eller taleaktiviteter.
Hvad er vi optagede af?
Der findes ikke for nuværende en dysartriudredning til børn tilpasset dansk, men flere klassificikationsscalaer og spørgeskemaer:
- Klassifikationsscala til vurdering af taleforståelighed, som er oversat af børnelæge Gija Rackauskaite i samarbejde med IKH
- Vurdering af barnets forståelighed i sine omgivelser (ICS)
- Klassification af kommunikativ funktion for personer med cerebral parese (CFCS)
Det er et videnområde, som vi ser, der også i udlandet får øget fokus. Vi holder os opdaterede på nyeste viden og er lige nu optaget af at understøtte, at der kommer mere viden i PPR i Danmark omkring dysartri hos børn.
Dysartri hos børn er et nyt vidensområde, som vi på IKH er meget optagede af. Vi har mange års klinisk erfaring med en tværfaglig tilgang til udredning og indsats til børn, unge og voksne med dysartri på IKH, og vi arbejder på, at der kommer gode udredningsmetoder i Danmark. Nedenunder kan du læse om vores erfaringer fra et nyligt forløb med logopæder fra Center for Tværfaglig Sundhed og Forebyggelse (CTSoF) i Børn-og Ungeforvaltningen i Odense Kommune (PPR Odense).
Perspektiver fra PPR Odense
Vi har i samarbejde med PPR Odense netop afsluttet et skræddersyet forløb om dysartri hos børn. Med udgangspunkt i deres egne cases har vi bidraget med vores kliniske erfaring og indsigt i nyeste viden på området. Der mangler fortsat viden i Danmark, men forløbet har bidraget til en ny tilgang til børn med komplekse talevanskeligheder, hvor dysartri kan være del af årsagen. Se dette interview med audiologopæd Trine Bang fra PPR i Odense, hvor hun fortæller om hvorfor hun tænker flere bør interessere sig for vidensområdet og om sine egne og sine kollegers erfaring med at få skræddersyet et forløb om dysartri hos børn. Her har de bl.a. fået øjnene op for værdien af at kigge på hele det talemotoriske system frem for udelukkende at undersøge for ex. verbal dyspraksi, når de arbejder med en sag.
Forløbet indeholdt:
- Viden om dysartri hos børn fra forskning og praksis
- Differentialdiagnose – dysartri og verbal dyspraksi
- Gode rammer for fælles tværfaglig analyse af barnets vanskeligheder ud fra de fem taleparametre
- Inspiration til det tværfaglige samarbejde med ergo- og fysioterapeuter
Interview med audiologopæd Trine Bang fra PPR i Odense
Hør Trine fortælle om sine egne og sine kollegers erfaring med at få skræddersyet et forløb om dysartri hos børn.

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Bliv inspireret med webinar og nyheder
Er du blevet nysgerrig på området, men mangler du faglig viden? Så tilmeld dig vores nyhedsmail eller hold øje med vores hjemmeside. Vi planlægger både online gratis workshops d. 5. og 6. maj samt et kursus om emnet i efteråret 2025.
Du er som altid meget velkommen til at kontakte os med en forespørgsel på et skræddersyet forløb om emnet til dig og dine kolleger.
Kontakt
Kontakt os gerne for en uforpligtende snak om aktuelle sager, kurser, videndeling, supervision eller andet, hvor vi kan hjælpe jer.